Nyheder

Email:

Så er overgangen til grupperne.dk næsten fuldt indfaset – er du kommet på?

Grupperne.dk har nu været i luften i en måneds tid, og i store træk er det gået fint. Vi har fået størstedelen af grupperne tilknyttet, og der er sendt rykkere ud til de sidste. Hvis ikke der reageres inden 10/4, vil grupperne risikere at blive lukket.

Udbetaling af gruppens midler er også på trapperne. De vil, som vanligt, blive udbetalt til gruppeleders NEM-konto. De gruppeledere vi ikke har cpr-nummer på vil blive kontaktet og bedt indsende dette via en sikker forbindelse.

Grupperne har fortsat 10.000 kr til rådighed, men det er vigtigt at regnskabet for hele 2024 (også afholdte møder) føres på grupperne.dk såvel som afholdte møder og fremmøde skal registreres derinde. Hvis I glemmer det, vil de få økonomiske konsekvenser for gruppen og deltagerne, så tag og kom i sving 😉

På grupperne.dk er der en opslagstavle, som vil være vores primærer kommunikationskanal fremover. Det vil på sigt blive her nyhedsbreve udsendes, tilbud til grupperne annonceres osv. I en overgangsperiode vil vi dog fortsat opdatere dge-nord.dk

Hvis du ikke er kommet på grupperne.dk endnu, skal du kontakte din gruppeleder og bede om at blive inviteret. Det er vigtigt at du inviteres på den email adresse, som du vil bruge som log-in til grupperne.dk

Hvis du er gruppeleder, bør du kunne logge på grupperne.dk og klikke på “glemt kodeord”
Hvis det ikke fungerer, så kontakt efteruddannelsesvejlederne og vi finder en løsning.

Med venlig hilsen
Maren Brøndberg Østergaard (maren@dadlnet.dk) og Joachim Nørmark (normark@dadlnet.dk)

Nyhedsbrev til DGE-gruppeledere januar 2024

Nedenstående er sendt til alle DGE-gruppeledere 25. januar.


Kære gruppeleder

Grupperne.dk

Som vi tidligere har fortalt, kommer der til marts et IT-system til at hjælpe grupperne.

Systemet bliver utvivlsomt en stor forbedring ift. det nuværende ikke-system.

I Grupperne.dk kan grupperne oprette deres møder, registrere deltagere, søge refusion og kommunikere internt og med efteruddannelsesvejlederne. Det betyder blandt andet, at gruppemedlemmer vil få deres møderefusion løbende og ikke som nu, hvor det kun er årligt.

Samtidigt understøtter systemet, at I kan føre jeres regnskab deri og derved kan undgå rod omkring kvitteringer osv. Når regnskabet føres i systemet, betyder det også, at I slipper for at blive udtrukket til stikprøvekontrol. Derfor bliver det obligatorisk for alle grupper at føre regnskabet i systemet. Til gengæld vil I blive ved med at have de samme gode og frie rammer omkring økonomien som I er vant til. Mere om det senere.

Systemet går i luften 1. marts og lige omkring det tidspunkt bliver du som gruppeleder inviteret til at oprette dig som bruger og aktiverer gruppen. Du får en mail når det er klar, og deri vil også den videre arbejdsgang blive beskrevet.

Vi ville naturligvis gerne, at systemet havde været klar fra årsskiftet, men så hurtigt går det ikke med IT. Det betyder, at I først får udbetalt jeres midler til gruppen efter 1. marts. I mellemtiden må I selv lægge ud samt føre regnskab og fremmøde “på papir”. Disse data skal I sidenhen indtaste, men det vil blive en ganske overskuelig opgave 😉

Personskifte

Som det måske er nogle bekendt, er Tina Molbo stoppet i NordKAP. En ny forventes ansat i løbet af foråret, men indtil videre skal I kontakte efteruddannelsesvejlederne ved spørgsmål.

SGE

Mange grupper er begyndt at tage systematisk efteruddannelse gruppebaseret, men det kræver at der er mindst en godkendt facilitator i gruppen. Næste kursus er tirsdag d. 8. oktober i Aalborg. Det er gratis at deltage. Find det på plo-e.dk

Desuden udbyder vi 18-19. april to forskellige to-dages SGE-forløb hvor efteruddannelsesvejlederne faciliterer processen. Der er fortsat enkelte pladser tilbage og tilmeldingsfristen er om få dage.

Hverdagspsykiatri: https://rn.plan2learn.dk/KursusValg.aspx?id=114007

Patienten med mange samtidige sygdomme: https://rn.plan2learn.dk/KursusValg.aspx?id=114009

Prik gerne til dine gruppemedlemmer og hør om nogle har lyst til at tage med.

Husk at I altid er velkommen til at kontakte vejlederne, hvis I føler at gruppen er kørt fast, hvis I har spørgsmål eller har behov for inspiration.

Med venlig hilsen

Maren Brøndberg Østergaard (maren@dadlnet.dk) og Joachim Nørmark (normark@dadlnet.dk)

Gratis kursustilbud: ”Møder & MUS”

Formålet med workshoppen er at gøre deltagerne bevidste om, hvordan de kan skabe en god mødekultur i deres praksis, hvor møder får funktion af effektive styrings– og arbejdsredskaber. Vi vil have fokus på mødeledelse, mødestruktur og rollefordeling, målrettet møder i praksis. Derudover vil vi involvere deltagerne i, hvordan de får noget værdifuldt ud af medarbejderudviklingssamtaler mv.

Kontakt Camilla Østergaard på c.oestergaard@rn.dk

Gratis kursustilbud: ”Det gode arbejdsliv”

Workshoppens formål er at give deltagerne en større viden om, hvilke faktorer, der er særligt afgørende for et arbejdsliv med trivsel & arbejdsglæde. Workshoppen tager udgangspunkt i den nyeste forskning på området samt specifikke målinger fra almen praksis. Vi vil inddrage deltagernes egne erfaringer med trivsel og mistrivsel og skabe en større bevidsthed om, hvad der skal til for at den enkelte opnår et godt arbejdsliv med høj trivsel.

Kontakt Camilla Østergaard på c.oestergaard@rn.dk

Gratis kursustilbud: “Mine Symptomer”

ET DIGITALT VÆRKTØJ TIL PATIENTER MED LÆNGEREVARENDE SYMPTOMER

Når patienter kommer igen og igen pga. deres fysiske symptomer kan du gøre hverdagen lettere for både dem og dig selv ved at sætte ind tidligt.

Et nyt internetbaseret program, Mine Symptomer, hjælper patienterne til selv at gøre en indsats imellem konsultationerne og øger deres forståelse af, hvad der bidrager til at vedligeholde eller mindske deres symptomer.

På dette kursus lærer du, hvordan du kan introducere programmet og på en let og konstruktiv måde hjælpe dine patienter med længerevarende, fysiske symptomer. Vi introducerer det internetbaserede behandlingsprogram, som både bidrager med forklaringer på symptomer og med redskaber til at skabe forandring i hverdagen.

Programmets målgruppe er patienter med mange og ofte diffuse/vage symptomer, der endnu ikke har fået stillet en diagnose. Patienterne kan være under udredning for somatisk eller psykisk sygdom, eller de kan være i risiko for at udvikle en funktionel lidelse.

Seniorforsker Marianne Rosendal fra forskningsenheden for Almen Praksis i Aarhus tilbyder grupperne et gratis møde mht. indblik i selvhjælpsprogrammet Mine Symptomer, så du ved, hvad det indeholder. Derudover bliver du opdateret på den nyeste viden om håndtering af længerevarende symptomer og non-specifikke faktorers/placeboeffekters betydning i behandlingen. Målet er, at du bliver bedre til at formidle og bruge denne viden i mødet med patienten og i forhold til at lave en handleplan sammen med patienten.

Kontakt Marianne på marose@rm.dk og aftal nærmere

Ultralyd i almen praksis – en introduktion

Ultralyd bruges i stigende omfang i almen praksis. Der er ifm OK22 igangsat et stort studie, hvor implementeringen af brug af ultralyd afprøves på 250 praktiserende læger. Det anslås at ultimo 2023 vil ca. 20% af danske praktiserende læger være ultralydsbrugere. Det forventes at ultralydkompetencer indskrives i curriculum for en kommende almenmedicinsk uddannelse og på medicinuddannelsen på bl.a. AAU har det fået en større rolle herunder i faget almen medicin.

Har I lyst til at blive introduceret til at bruge en ultralydsscanner? Ved dette aftensmøde får I en kort introduktion til nogle enkle scanninger og mulighed for at scanne på hinanden. Der er tale om en appetizer til at scanne, og man skal således ikke forvente at have kompetence til selvstændigt at scanne bagefter. I kan læse mere om scanning i almen praksis på https://www.sundhed.dk/sundhedsfaglig/laegehaandbogen/sundhedsoplysning/sundhedsoplysning/ultralyd-i-almen-praksis/

Mødet vil foregå ved Lægeklinikken Vestergade Sæby, hvor der er kursuslokaler med lejer og scannere til rådighed.

Kontakt: Martin Bach Jensen, mbj@dadlnet.dk, tlf. 2515 4519

Grupperne har mange muligheder...

Husk at DGE-grupper har mange gode efteruddannelsestilbud!


Først og fremmest er der gruppens “almindelige” egne møder, hvor I selv planlægger form og indhold. I står selv for afvikling, honorering af undervisere, booking af lokaler, forplejning osv. Gruppen modtager årligt 10.000 kr i tilskud og pengene kan bla. gå til disse aktiviteter. Deltagerne kan få 2000 kr. i efteruddannelseshonorar (tidligere kendt som “refusion for tabt arbejdsfortjeneste”) pr. møde, hvis indholdet er fagligt og møder varer min. 2 timer. Pengene trækkes fra egen konto i fonden.

Grupperne kan også tage systematisk efteruddannelse. Der findes et fint koncept der hedder SGE, hvor gruppen får færdige kursusmaterialer, cases, filmklip mv. Læs mere på plo-e.dk
Det kræver at gruppen har en uddannet facilitator.
Du kan få refusion på 2250. kr pr. møde á 3 timers varighed og mødet tæller med i de 3 obligatoriske kursusdage årligt.

Et nyere koncept, der minder om SGE er DGE-moduler. De kan findes på plo-e.dk og et møde varer 3 timer. Det kræver ligeledes en facilitator og du kan få 2000 kr. i refusion pr. møde. DGE-moduler er pr. marts 2023 blevet gratis for grupperne.

Efteruddannelsesvejlederne udbyder i samarbejde med forskellige andre instanser, bla. forskningsenheden for Almen Praksis eller Nord-KAP nogle gratis “hyldevarer”. De kan findes på dge-nord.dk
Her gælder samme regler for refusion som ved de “almindelige” møder.

Af og til er der andre aktører der melder sig på banen med tilbud. De kan findes på dge-nord.dk men er ikke kvalitetssikret af efteruddannelsesvejlederne.

Nogle grupper er supervisionsgrupper. De har selv aftalt møder med en supervisor og arbejder ud fra forskellige teknikker. Disse grupper får også 10.000 kr. årligt men da det beløb sjældent dækker udgiften, vil der ofte være en vis egenbetaling i sådanne grupper. Gruppemøder kan søges refunderes på samme måde som de øvrige DGE-møder med 2000. kr. pr. møde, der varer min. 2 effektive timer.

Vores gratis kursustilbud er opdateret

Husk at der udbydes nogle gratis kursustilbud til DGE-grupperne. Dels er der tilbud som Nord-KAP og/eller Forskningsenheden for Almen Praksis udbyder (og dem kan du finde her) og dels er der tilbud fra andre aktører som du kan finde her

Gratis kursustilbud: Social ulighed i sundhed – et alment problem?

Social ulighed i sundhed – et alment problem?

Den sociale ulighed i sundhed er velkendt, og man møder den dagligt i almen praksis. Men hvordan kan I praktiserende læger gøre en forskel i arbejdet med at give mere til dem der har størst behov? Hvordan ved vi overhovedet hvem der har størst behov? Og hvordan forholder vi os til de patienter der ikke altid håndterer deres sundhed, som vi gerne vil have dem til? På dette møde vil vi med udgangspunkt i aktuel forskning omkring socialt sårbare patienter, arbejde med konkrete eksempler på, hvad der nogle gange går galt, når mennesker som har det svært, møder det etablerede sundhedsvæsen, og hvad man som praktiserende læge kan gøre for at imødekomme nogle af disse udfordringer. 

Kontakt: Camilla Merrild,  chm@dcm.aau.dk

Gratis kursustilbud: Personaleledelse, møder & MUS

Formålet med workshoppen er at stille skarpt på, hvad det vil sige at drive god personaleledelse, og hvad der forventes af en god personaleleder. Det handler bl.a. om relationer, kommunikation og samarbejde, men også om gode dagsordener, dialoger og møder, og om hvordan man får noget værdifuldt ud af medarbejderudviklingssamtaler mv.
Kontakt Camilla Østergaard på c.oestergaard@rn.dk